SF: Trængsel er vigtigere end billetpriser

Da Pia Olsen Dyhr sammen med resten af SF førte valgkamp op til magtovertagelsen i 2011 var det med løfter om 40 procent billigere månedskort i hovedstadsområdet samt besparelser på klippekort på mellem en fjerde- og en femtedel.

Men virkeligheden viste sig uforenelig med det løfte, og i dag er de billigere billetter rykket ned af ønskesedlen. Det erkender Olsen Dyhr, som fredag overtog posten som transportminister.

- Vi har oplevet en økonomisk krise, som har gjort, at det her ikke er muligt. Det er dyrt at køre i den kollektive trafik, men vi må også erkende, at det er dyrt at opretholde en god kollektiv trafik, siger hun til Ritzau.

Pia Olsen Dyhr påpeger, at regeringen har sænket priserne med 20 procent uden for myldretiden og har indført et ungdomskort til unge og studerende, men fremadrettet er der andre temaer, der står højere på prioritetslisten.

- Vi har lagt nogle af sporene, men man skal lægge mærke til, at det er voldsomt dyrt, hver gang vi sænker priserne, og at vi skal vælge noget andet fra. Der synes jeg, at det er vigtigere at sikre, at flere mennesker kan komme rundt i det her samfund, siger hun.

Netop trængslen på de danske veje er det tema, den nye minister hiver frem, når man spørger til hendes største udfordring i det nye job.

- Jeg synes, vi har en udfordring i trafikken i Danmark, fordi vi har så svært ved at komme rundt. Alle mennesker har prøvet at sidde i kø om morgenen og spilde masser af tid, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Trængselsproblematikken bliver meget snart adresseret, da Trængselskommissionen, som blev nedsat, efter betalingsringen blev aborteret, er på trapperne med sine anbefalinger.

Derudover vil ministeren gøre en aktiv indsats for at mindske miljøbelastningen fra transportsektoren.

- Vi skal i fællesskab have fundet en vej, så vi kan mindske vores CO2-udslip, og trafikken er en af de store syndere.

- Vi er nødt til at tænke nogle løsninger igennem, så folk kan få lov at køre i deres bil samtidig med, at vi passer på vores fælles jord, påpeger ministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip