SF: Uhørt hvis ledelse ignorerer fængselschikane

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Det er uhørt, hvis ledelserne i landets fængsler ikke tager chikane af fængselsbetjente alvorligt.

Det mener formanden for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen (SF), efter at en ny undersøgelse ifølge fagbladet Fængselsfunktionæren viser, at mange fængselsbetjente mener, at ledelsen blot trækker på skuldrene, når de får meldinger om chikane.

- Det er uhørt, at man skal generes som privatperson og familiemenneske, fordi man arbejder i et fængsel. Men det er endnu mere uhørt, hvis ledelsen ignorerer det, siger hun til Fængselsfunktionæren.

- Jeg kan kun opfordre ledelsen til at have nultolerance over for sådanne episoder og lægge tydeligt frem, hvad man vil gøre, og hvilken hjælp man kan tilbyde, når det sker, siger Karina Lorentzen.

Af de chikanerede fængselsbetjente indberetter 9 og af 10 ikke chikanen, viser undersøgelsen blandt 800 medlemmer af Fængselsforbundet. Det skyldes ud over opfattelsen af skuldertræk fra ledelsen også for milde straffe.

Karina Lorentzen mener, at man med strengere straffelov i hånden kunne signalere en hårdere konsekvens over for chikane af offentligt ansatte, hvis det skyldes deres job.

- Det vil jeg rigtig gerne se nærmere på. Men der er ingen tvivl om, at hvis det skal virke, så kræver det en tydelig og synlig ledelse og et godt samarbejde mellem ledelse og politi, fortæller Karina Lorentzen.

Formanden for Arrestfunktionærernes Organisation Sjælland, Henning Mørck, læser den manglende interesse fra ledelsen som udtryk for en gammel holdning om, at man skal kunne tåle en hård tone som fængselsbetjent.

- Det ligger som en dyne hen over os, når ledelsen igen og igen vender det døve øre til. Så er det medarbejderen selv – og ikke systemet – som må gå og tumle med de ubehagelige oplevelser, siger han til Fængselsfunktionæren.

Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, håber, at Kriminalforsorgen, der driver landets fængsler, tager problemet mere alvorligt fremover.

- Jeg mener ikke, at Kriminalforsorgen har været god nok til at håndtere problemet og hjælpe medarbejdere, som chikaneres, siger Kim Østerbye.

- Desværre kommer det ikke bag på mig, at vi betjente tit opfattes som nogen, der skal finde sig i alt for meget, siger han.

I Direktoratet for Kriminalforsorgen ser fungerende kontorchef i Personalekontoret Diana Søe Sandell med stor alvor på problemet med chikane.

/ritzau/