SF undsiger miljøordfører i sag om parkeringsafgifter

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

SF's miljøordfører i København, Iben Rathje, var for hurtigt ude, da hun onsdag foreslog, at prisen for en beboerlicens til at parkere sin bil i hovedstaden skal sættes op fra cirka 700 kroner om året til 717 kroner om måneden - en stigning på 1000 procent.

- Det er ikke vores politik.

Det er den korte og klare melding fra den politiske leder for SF i København, sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

Med mindre end to uger til kommunalvalget har miljøordføreren således ikke rygdækning i partiet for sine udtalelser. Det er ikke SF's politik at hæve prisen for københavnske bilisters beboerlicens med omkring 1000 procent, understreger Ninna Thomsen.

- Vi mener, at afgiften skal være højere, men slet ikke det beløb, siger hun til Ritzau om de cirka 8000 kroner, hendes partifælle havde lagt op til.

- Hvor meget den skal forhøjes, må komme an på en konkret forhandling, men hvis den lander på omkring 1500 kroner om året, vil vi have armene i vejret, fortsætter hun.

Allerede inden Ninna Thomsen bankede sin miljøordfører på plads, stod det dog klart, at forslaget ingen gang ville have haft på jord.

- Det bliver ikke med socialdemokraternes stemmer, siger Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Ikram Sarwar, til Ritzau.

- Vi vil gerne forbedre forholdene for cyklisterne, men vi skal gå på begge ben, og der skal også være plads til bilerne i byen. Det forslag er helt uden for skiven, fortsætter han.

Også spidskandidaterne for Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance nåede at tage skarp afstand fra forslaget, før SF's politiske leder i København altså også skød det ned.

Iben Rathje foreslog tidligere onsdag, at prisen for en beboerlicens i Københavns Kommune skulle koste det samme som i Ørestad, nemlig op imod 717 kroner om måneden mod de nuværende godt 700 kroner om året.

- Vi vil gerne have et niveau, der svarer til det i Ørestad, da meget af vores fælles plads går til parkerede biler, sagde miljøordføreren til DR P4 København.

/ritzau/