SF vælger Peter Westermann som ny næstformand

Peter Westermann er valgt til ny næstformand i SF. Han afløser Mattias Tesfaye, der selv har trukket sig.

Westermann har tidligere på året slået til lyd for et opgør med det kapitalistiske samfund, som vi kender det i dag.

Den 27-årige SF'er har også talt for blandt andet oprettelsen af en statsbank, et stop for topskattelettelser og en hævelse af boligskatten.

Partiformand Annette Vilhelmsen kaldte det forud for mødet "fint", at partiet nu skal have en ny næstformand i stedet for Mattias Tesfaye, der ikke længere kan se sine holdninger repræsenteret i partiet efter formandsvalget, der bragte Vilhelmsen til magten.

Vilhelmsen gik blandt andet til valg på at ville skabe samling i partiet.

På SF's landsmøde i april markerede Peter Westermann sig med en række kontroversielle ændringsforslag til SF's principprogram.

I et ændringsforslag under overskriften "Kapitalismen er ikke bæredygtig" slog Peter Westermann fast, at:

"Miljømæssig, social og kulturel bæredygtighed kan ikke opnås uden et opgør med kapitalismen."

Senere i samme ændringsforslag lyder det:

"I den kapitalistiske samfundsstruktur indebærer markedskræfterne en tendens til centralisering og monopolisering. (...) På denne måde er "fri konkurrence" en økonomisk ustabil og selvdestruktiv tilstand."

Ændringsforslaget blev dog nedstemt på landsmødet, og det var også tilfældet med flere andre markante ændringsforslag, som Peter Westermann var med til at stille.

Det gælder blandt andet forslaget om, at staten skal oprette sin helt egen "samfundsbank", som skal tage konkurrencen op med den private banksektor.

Peter Westermann var sammen med den nye SF-formand, Annette Vilhelmsen, også medforslagsstiller på et forslag om, at gøre det til officiel SF-politik at:

"Nye skattelettelser til toppen - uanset om de er finansierede eller ej - vil ødelægge velfærdssamfundet, som vi kender det".

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV