SF: Vi har ikke gjort nok for at få indvandrere i arbejde

Skrevet af admin

15/09/2014

Mest læste i dag

Politikerne har ikke gjort nok for at få indvandrere integreret på det danske arbejdsmarked.

Det medgiver SF's integrationsordfører, efter en ny analyse, som LG Insight har lavet for Mandag Morgen, viser, at udgifterne til offentlig forsørgelse af ikke-vestlige indvandrere er vokset over de sidste tre år, mens det samme tal er faldet for folk med dansk oprindelse.

- Jeg må anerkende, at der ikke er gjort voldsomt meget for dem, der kommer til Danmark med en formel uddannelse. Der stadigvæk problemer med at komme til at bruge den, og det bør vi gå mere ind i, siger Karina Lorentzen Dehnhardt til Ritzau.

Hun mener, at der skal arbejdes målrettet med at gøre udenlandske uddannelser brugbare på arbejdsmarkedet.

- Vi må tage en dialog med virksomhederne og uddannelsessystemet for at finde ud af, hvad der skal til for, at de vil tage de her mennesker. Så må vi lave nogle skræddersyede kurser, for de penge vil være rigtig godt givet ud, mener ordføreren.

Hun peger på, at problemerne for de højtuddannede indvandrere smitter af på de lavtuddannede.

- Det er super skørt, at man som ingeniør skal køre taxa og dermed tage arbejde fra ufaglærte i stedet at gøre gavn i de danske virksomheder, som skriger på ingeniører, påpeger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun mener dog ikke, at indsatsen kun skal lægges i toppen.

- Vi skal have en hel palet af tilbud, for det er ikke en homogen gruppe. Kontanthjælpsreformen rummer nogle gode takter, og den vil pirke til den gruppe, som man ikke tidligere har gjort noget for at aktivere, forklarer hun.

SF'eren peger på mentorforløb, bekæmpelse af diskrimination og vejledning af indvandrere i det danske uddannelsessystem som oplagte værktøjer.

- Det er stadig ugleset i nogle miljøer at blive håndværker, fordi det ikke er en eftertragtet uddannelse, der hvor de kommer fra.

- Men måske er det det realistiske for deres børn, for de kan ikke alle sammen bliver læger og tandlæger, ligesom det heller ikke er alle etniske danskere, der kan blive det, konstaterer Karina Lorentzen.

/ritzau/