SF: Vi skal gøre alt for at lære af gidselsager

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Regeringspartiet SF er ikke indstillet på at gennemføre en undersøgelse af, hvorfor søfolkene fra rederiet Shipcraft endte med at være gidsler i mere end to år og tre måneder.

Søfolkene blev kidnappet fra coasteren Leopard i januar 2011 og frigivet i april 2013.

- Enhedslisten og de øvrige politiske partier er løbende blevet orienteret i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. De svar, der er kommet, har faktisk været grundige.

- At vi selvfølgelig skulle gøre alt, hvad vi kunne for at få de her mennesker ud. Og det tror jeg, sådan set også Enhedslisten ved, siger Jonas Dahl - politisk ordfører i SF.

Han er skeptisk overfor en undersøgelse.

- Vi skal ikke fortælle om alle de strategiske overvejelser, der har været i hele forløbet fra alle forskellige instanser i Danmark.

- Det vil betyde, at man spiller piraterne nogle kort på hånden, således at de ved, hvad vi gør i en given situation.

- Men selvfølgelig skal der være en parlamentarisk kontrol, og det er der også i det, der har været i Udenrigspolitisk Nævn, siger Jonas Dahl.

Han hæfter sig ved, at Rederiforeningen af 2010, har som han udtrykker det "losset Shipcraft ud som medlem" - og det ændres der ikke på efter Havarikommissionens frikendelse af rederiet.

- Det er sket med den begrundelse, at rederiet ikke har udvist den rette adfærd overfor deres søfolk. Den har ikke været tilstrækkelig, og derfor vil rederiforeningen hellere se deres hæl end deres tå, siger Jonas Dahl.

Han peger på, at den langvarige gidselsag var en kompliceret affære.

- Vi har indtrykket af, at man har gjort rigtig meget løbende i den sag. Med rette kan man sige, at Shipcraft kunne have ageret anderledes.

- Jeg tror også, man kan sige, at nogle medier har optrådt ret populistisk i den her sag. Det er der også politikere, der har, siger Jonas Dahl.

Det afgørende er, at søfolkene kom sikkert hjem.

- Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at undgå en lignende situation. Der er ingen, der har en interesse i, at danske statsborgere bliver taget som gidsler.

- Derfor er det vigtigt, at vi tager ved lære af dem, siger Jonas Dahl.

/ritzau/