SF: Vi tager måling meget alvorligt

Skattelettelser til erhvervslivet er ikke SF-politik, og det bærer en del af forklaringen på, at partiet mister tilslutning blandt vælgerne, siger næstformand i folketingsgruppen og medlem af landsledelsen Jonas Dahl.

- Det udspil, som regeringen kom med i sidste uge, indeholder dele, som ikke er specielt SF'ske. Der er ingen tvivl om, at selskabsskattelettelser er enormt svære at håndtere for mange, der ellers ville have stemt SF, siger Jonas Dahl.

En voxmetermåling foretaget for Ritzau viser, at partiets opbakning er halveret til 4,6 procent af stemmerne, svarende til 8 mandater, hvis der var valg i dag. SF fik 16 mandater ved valget i september 2011.

Dermed er partiet dykket til det hidtil laveste niveau i de mere end 10 år, Voxmeter har lavet meningsmålinger, og er for første gang under fem procent.

- Det er skuffende, og det er noget, som vi er nødt til at tage meget alvorligt. Der er ingen tvivl om, at vi er udfordret, siger Jonas Dahl.

Han mener imidlertid, at mange SF'ere er optaget af at skabe arbejdspladser, og at de derfor vil se, at skattelettelserne til virksomhederne kan medvirke til det.

- Jeg erkender, at vi ikke har fået forklaret udspillet godt nok over for vælgerne. Når vi får gjort det, håber jeg, at vi ser en øget tilslutning, siger Jonas Dahl, som mener, at partiet i det hele taget skal blive bedre til at forklare de resultater, som SF opnår i regeringen.

Det er anden gang på under en uge, at SF sætter bundrekord i en meningsmåling. En Megafon-måling for TV2 og Politiken gav partiet en vælgertilslutning på 4,8 procent - den laveste nogensinde hos Megafon.

Enhedslisten kan notere sig stor fremgang fra 12 mandater ved 2011-valget til 19 i dag, svarende til 10,5 procent af stemmerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip