SF vil gennemføre alle Togfond-projekter trods manglende milliarder

Skrevet af admin

07/05/2016

Mest læste i dag

SF siger klart nej til at lægge et eneste af Togfondens projekter på hylden.

Den omstridte Togfond skal sikre bedre offentlig transport for titusinder af togpassagerer, men nye beregninger fra Finansministeriet viser, at der mangler 15,5 milliarder på grund af faldende oliepriser.

- Det er ikke verdenshistoriens største nyhed, at oliepriserne har det med at fyre op og ned. Det her havde vi jo taget højde for i forligskredsen, siger SF's transportordfører, Karsten Hønge.

SF-ordføreren henviser til, at forligsparterne har aftalt en lang finansieringsperiode frem til 2042.

Samtidig er aftalen, at pengene til at dække huller i finansieringen skal findes i finansloven.

Pengene til Togfonden skal ellers komme fra beskatning af olien i Nordsøen, og i aftalen er det forudsat, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være 121 dollar.

Men siden aftalen blev indgået i 2014 er olieprisen faldet drastisk.

Det var rød blok, der sammen med Dansk Folkeparti indgik aftalen om Togfonden, som dengang var 28,5 milliarder kroner stor. Venstre er altså ikke med i forliget.

- Det kan ikke nytte noget at lave store aftaler, der skal strække sig over mange år, hvis man ryster på hænderne eller i bukserne hver anden mandag, fordi oliepriserne bevæger sig.

Projekterne, som Togfonden skal finansiere, inkluderer blandt andet en togbro over Vejle Fjord, elektrificering af de fleste togstrækninger, samt en såkaldt timemodel, hvor visionen er, at man skal kunne køre med tog fra København til Odense på én time og videre til Aarhus på yderligere én.

- Det er vigtigt, at man ikke slækker på ambitionerne, for så har regeringen vundet det her stormløb mod Togfonden. Regeringen har lige siden, de trådte til, haft et ondt øje til Togfonden og har ønsket at pille den fra hinanden og få splittet forligskredsen.

- Hvis man endelig skal noget, så synes jeg, man skal sætte ambitionerne op, siger SF-ordføreren.

/ritzau/