SF vil give unge fra ikke-boglige hjem forspring i kvote 2

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

Der er behov for at overveje positiv særbehandling af unge fra uddannelsesfremmede hjem, når det gælder optag på universiteterne.

Det mener SF, efter at en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at kvote 2-systemet ikke hjælper til at få unge fra ikke-boglige hjem ind på universitetet.

- Vi tror simpelthen, at man skal have et kriterie på kvote 2, der hedder, at det skal være lettere at komme ind, hvis man kommer fra et uddannelsesfremmed hjem, siger uddannelsesordfører Jacob Mark (SF).

- Der skal være social mobilitet i Danmark. Man skal kunne komme ind på universitetet, selv om man kommer fra et uddannelsesfremmed hjem, tilføjer han.

I SFI-undersøgelsen fremgår det, at forældrenes uddannelsesniveau ikke falder drastisk mellem kvote 1 og kvote 2, som det burde, hvis der skulle være en socialt udlignende effekt.

På nogle studier har de studerende, der bliver optaget gennem kvote 2, endda en endnu mere socialt privilegeret baggrund end dem, der bliver optaget via kvote 1.

Bjarne Graabech Sørensen, der er prorektor på Syddansk Universitet, er ifølge Information ikke begejstret for tanken om positiv særbehandling.

Universitetet ønsker at bruge kvote 2 til at finde de mest kvalificerede studerende, ikke som et socialt værktøj, forklarer han over for avisen.

- Så må de, der ikke kommer ind, finde en anden vej i livet. Det er jo ikke det eneste saliggørende på denne jord at komme ind på et universitetet, siger Graabech Sørensen til Information.

Jacob Mark medgiver, at forslaget om positiv særbehandling er kontroversielt.

- Men mit arbejde som politiker for SF er at sikre, at vi får flere mønsterbrydere i Danmark. Derfor er vi nødt til at hjælpe det på vej.

/ritzau/