SF vil nedtone snak om regerings-exit på landsmøde

Men selvom SFs landsmøde rammer ned i en tid med vælgerflugt og dystre udsigter til et historisk dårligt valgresultat, har hverken bagland, landsledelsen eller folketingsgruppen interesse i at diskutere fordele og ulemper ved et regerings-exit på SFs landsmøde. Det vurderer en række ordførere og medlemmer af SFs landsledelse.

»Der er intet, der tyder på, at landsmødet bliver en diskussion om SF skal være i regering eller ej. Vi skal snakke visioner og politik. Det bliver det væsentlige,« lyder det fra gruppeformand Anne Baastrup (SF).

Når et muligt farvel til regerings ikke vil fylde meget på SFs landsmøde skyldes det, at der ikke eksisterer en udpræget interesse for at stille spørgsmål ved SFs rolle i regeringen. Heller ikke i baglandet. Det mener i hvert fald SFs næstformand Peter Westermann (SF), der påpeger, at man naturligvis vil tage debatten, hvis baglandet er interesseret.

»Vores regeringsdeltagelse er selvfølgelig til debat, hvis folk gerne vil debattere det. Det er dog ikke min forventning, at nogen har en udpræget interesse for en større diskussion,« siger Peter Westermann.

SFs landsmøde afholdes i Falkoner Salen på Frederiksberg med mere end 600 delegerede.

Men når der er tale om så mange repræsentanter fra baglandet, kan man ikke forvente, at SFs regeringsdeltagelse ikke bliver vendt, mener medlem af SFs landsledelse Trine Pertou Mach.

»Jeg tror ikke vi kan undgå, at det er noget, der vil blive diskuteret på landsmødet. Lad mig sige det sådan, det er da overraskende, hvis ikke der var nogen, der ville diskutere det. Når det er sagt, tror jeg ikke det bliver en større temadiskussion. Det bliver nok mere nede ved bordene eller til de planlagte workshops,« siger hun.

SF afholder sit landsmøde lørdag og søndag.

Dagens Gossip