SFer om dagpengedebat: Vi burde slå på stortromme

»Jeg er lidt overrasket over, at ledelsen har været tøvende. Det her er da en sag, som SF skal slå på stortromme for. Det er en sag, hvor SF skal slå pælene i jorden og hejse flaget og råbe ud over landet: SF forsvarer de arbejdsløse,« siger Karsten Hønge.

Han har foreslået, at man i landsmødeudtalelsen skriver, at SF vil »arbejde for en modernisering og forbedring af dagpengesystemet«, herunder en ændring af genoptjeningsretten. Men det forslag ser ud til at blive forkastet og erstattet af en langt vagere formulering, der går på, at SF ikke bare vil se passivt til, at ledige falder ud af dagpengesystemet, og at SF med interesse har noteret sig de »holdbare« løsninger, som fagbevægelsen er kommet med.

Karsten Hønge bakker op om den nye formulering, selvom han havde foretrukket sit eget forslag.

»Jeg havde foretrukket, at vi havde været tydeligere i vores vedtagelse, men det skal holdes op mod, at det også er vigtigt, at vi har et samlet parti, og der synes jeg, vi er noget frem til nogle formuleringer, der er gode nok,« siger Karsten Hønge, der kalder betoningen af de holdbare løsninger afgørende.

Ifølge ham kan det ikke betyde andet, end at genoptjeningsretten må ændres.

»Det ene er, at vi nu tydeligt markerer, at det, regeringen har gjort indtil videre, ikke har været godt nok, og det næste er, at når vi kigger på fremtidige løsninger, så skal det være holdbare løsninger, som blandt andet fagbevægelsen er kommet med, og det markerer, at vi skal stoppe med at komme med halvårlige forlængelser af det ene og det andet, hvor vi hopper fra sten til sten, og hvor vi laver nogle halvvejs dækkende løsninger. Det duer ikke,« siger han.

»Nu laver vi nogle varige, holdbare ændringer, og der er jeg sikker på, man bliver nødt til at gøre noget ved genoptjeningskravene.«

Stribevis af SFere har på landsmødet tordnet mod dagpengereglerne, og SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) erkendte allerede i sin tale lørdag, at dagpengereformen var for barsk.

Landsmødet skal søndag eftermiddag stemme om den endelige landsmødeudtalelse.

Dagens Gossip