SFO'en skærer mere i åbningstiden end i prisen

Skrevet af admin

11/08/2014

Mest læste i dag

Klokken er ringet ind til en længere skoledag for danske skolebørn, og det betyder færre timer til at lege i skolefritidsordningen, SFO'en, når børnene får fri.

Men til trods for, at SFO'ernes åbningstid skæres ned med 40 procent som følge af den nye skolereform, slipper forældre i gennemsnit kun 12 procent billigere, når de betaler for en plads til deres barn, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Bureau 2000 lavet for fagforbundet FOA.

I gennemsnit skal forældre fremover betale 1426 kroner om måneden for at have deres barn i SFO, mens prisen i januar lå på 1576 kroner.

- Kommunerne sænker prisen en smule, men det er slet ikke nok, for SFO-priserne er allerede i dag alt for høje, siger Mette With Hagesen, landsformand i forældreorganisationen Skole og Forældre.

- Vi vil som forældre allerhelst have, at vores børn går i SFO, men mange steder bliver regnestykket bare for skævt til, at vi kan forsvare at betale så høj en pris for den korte tid, vores børn bruger her, siger hun.

Skolereformen, der trådte i kraft 1. august, betyder, at også børn på de mindste klassetrin først får senere fri. Det har fået kommunerne til at reducere åbningstiden i skolefritidsordningen fra fem til tre timer om eftermiddagen og indskrænke åbningstiden om morgenen.

På landsplan svarer det til, at åbningstiden i SFO'erne er reduceret med cirka 40 procent, viser opgørelsen.

Til trods for det fastholder 26 kommuner prisen, fra før skolereformen trådte i kraft, mens 49 kommuner sænker den en smule. Enkelte kommuner kan dog have justeret prisen, siden Bureau 2000 indsamlede taksterne i juni, oplyser FOA.

Kun 17 kommuner sænker prisen med over 20 procent, mens to kommuner, Svendborg og Vejle, endda sætter prisen op. De resterende fire kommuner har ikke SFO'er, men fritidshjem.

/ritzau/