SF's gruppeformand er ikke overrasket over Astrid Krag

Skrevet af admin

30/01/2014

Mest læste i dag

Nedsmeltningen i SF fortsætter, efter partiet torsdag forlod regeringen efter Dong-sagen.

SF's sundhedsminister og tidligere formandskandidat Astrid Krag meddeler på Facebook, at hun skifter til Socialdemokraterne.

Samtidig spekuleres der i, at andre top-SF'ere også kan være på vej til at forlade partiet, som i forvejen har måttet se andre yngre profiler som Jesper Petersen, Thor Möger og Emilie Turunen skifte til Socialdemokraterne.

SF's nyslåede gruppeformand Pernille Vigsø Bagge fastslår dog, at Astrid Krags beslutning ikke kommer bag på hende:

- At Astrid Krag er blevet socialdemokrat, er ikke den største overraskelse i danmarkshistorien. Hun har altid arbejdet for, at SF skulle lægge sig tæt op ad den socialdemokratiske linje.

- Og er man socialdemokrat, hører man bedst hjemme i Socialdemokratiet, siger Pernille Vigsø Bagge i en skriftlig kommentar.

Under formandsvalget i efteråret 2012 stillede Astrid Krag op mod Annette Vilhelmsen som Villy Søvndals-fløjens foretrukne kandidat. Men hun tabte overraskende stort til Vilhelmsen, der torsdag efter 15 måneder som formand meddelte sin afgang.

- Astrid har været en god arbejdskraft i SF, og vi ønsker hende al mulig held og lykke i hendes nye parti, siger Pernille Vigsø Bagge.

/ritzau/