SF's gruppeledelse fortsætter efter valget

Skrevet af admin

22/06/2015

Mest læste i dag

SF's syv mand store folketingsgruppe har fundet frem til den ledelse, der skal tegne partiet på Christiansborg den kommende tid.

Formand Pia Olsen Dyhr fortsætter som politisk ordfører, og også gruppeformand Jonas Dahl fortsætter, mens Lisbeth Bech Poulsen bliver gruppesekretær.

Ud over de tre fik SF valgt tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, Karsten Hønge, der slog den tidligere partiformand Annette Vilhelmsen på Fyn, og to folketingsdebutanter, Trine Torp og Jakob Mark, valgt i henholdsvis Nordsjællands og Sjællands Storkreds.

Pia Olsen Dyhr fik mere end 9500 personlige stemmer, hvilket betød, at hun slog den ellers højt profilerede partifælle Özlem Cekic, der ligesom formanden stillede op i København.

Partiets generelle tilbagegang betød nemlig, at der kun blev et SF-mandat i storkredsen mod tre ved valget i 2011. Og her rakte Cekic' mere end 6500 stemmer altså ikke.

Hun måtte tværtimod se sig henvist til en andenplads på listen over de kandidater med flest personlige stemmer, der ikke opnåede valg, kun overgået af Venstremanden Hans Christian Thorning.

/ritzau/