SF's næstformand trækker sig på grund af Dong-salg

SF's formand Annette Vilhelmsen vandt afstemningen om SF's linje i Dong-sagen. Men sejren over de kritiske dele af partiets landsledelse kan vise sig at blive dyr.

Kort efter afstemningsresultatet valgte SF's næstformand Peter Westermann at trække sig, efter hans linje i Dong-sagen er blevet underkendt.

Peter Westermann var ellers en af Annette Vilhelmsens nærmeste støtter, da hun overraskende vandt formandsvalget i SF over sundhedsminister Astrid Krag.

Men beslutningen om at sælge 19 procent af Dong Energi til Goldman Sachs blev for meget for Peter Westermann:

- Den linje, jeg har haft for mit mandat, er blevet underkendt, så jeg kan ikke blive siddende som næstformand, siger Peter Westermann, der i modsætning til den tidligere næstformand Mattias Tesfaye dog ikke forlader partiet.

Peter Westerman har i tiden som næstformand markeret sig som en del af det røde SF og vakte blandt andet opsigt med et opråb mod kapitalismen. I et ændringsforslag til SF's principprogram fastslog Peter Westermann: "Kapitalismen er ikke bæredygtig".

Ændringsforslaget talte for et opgør med kapitalismen:

- De ulighedsskabende og selvdestruktive tendenser i den kapitalistiske markedsøkonomi gør forandring påkrævet. Det er på tide, at en ny og demokratisk socialistisk markedsøkonomi vinder frem, skrev Peter Westermann.

Forslaget blev dog stemt ned.

Før sin tid som næstformand var Peter Westermann aktiv i Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU).

Han stillede også op til landsformand for SFU, men tabte til Emilie Turunen, der siden er skiftet til Socialdemokraterne i protest mod Annette Vilhelmsens linje.

Hun er langt fra den eneste SF, der har forladt partiet efter Villy Søvndal gik af som formand og Annette Vilhelmsen tog over.

Ud over Emilie Turunen og Mattias Tesfaye valgte SF's daværende politiske ordfører Jesper Petersen også at skifte til Socialdemokraterne.

Annette Vilhelmsen valgte selv at afskedige Thor Möger Pedersens om skatteminister, da hun kom til som formand. Også han skiftede til Socialdemokraterne.

Det samme gjorde SFs tidligere folketingsmedlem Nanna Westerby, som er gift med Thor Möger Pedersen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV