SF's vinder: Valg-succes kan ikke kopieres

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

I Lejre genvandt SF's Mette Touborg borgmesterposten ved et kanonvalg for SF i landkommunen, som er en en gammel Venstre-højborg. Til sammenligning mistede SF på landsplan over 200 byrødder ved kommunalvalget og har nu kun 116 kommunale poster tilbage.

Men Lejre kan ikke kopieres, siger Mette Touborg, som er SF's næstformand, efter lørdagens møde på Christiansborg med SF's kontaktudvalg.

- Jeg kan godt sidde i Lejre og kigge indenfor kommunegrænsen, og se hvad jeg tror, der har virket dér. Det er altså ikke det samme, som at man kan skalere op til en landstendens. Der er stor forskel på at føre lokalpolitik og landspolitik, siger Mette Touborg.

Hun støtter finanslovaftalen med Venstre og De Konservative efter forgæves forhandlinger med Enhedslisten. Det har affødt en krig på avisannoncer mellem Socialdemokraterne og SF samt Enhedslisten.

- Vi gør det rigtigt landspolitisk. Finansloven viser, at vi gør det rigtige. Det er rigtigt for SF at sidde i regering, tage ansvar, få indflydelse og gøre en forskel for det, der besluttes på Christiansborg, siger Mette Touborg.

Hun afviser, at finansloven er blå, blot fordi Enhedslisten ikke står bag. Der er pillet røde punkter ud af aftalen som det højere fradrag for faglige kontingenter, men det er Enhedslistens ansvar, mener hun.

- Det er reelt ikke SF's ansvar. Det er en Enhedslisten, der ikke kunne beslutte sig til trods for mange, mange, mange ugers forsøg på at få dem til at komme med til at levere en forskel for danskerne. Men det ville de bare ikke, mener Mette Touborg.

SF skal fortsætte ad samme vej, siger hun.

- På et tidspunkt tror jeg på, at vi bliver belønnet for dén indsats - også landspolitisk. Finansloven viser, at der er forskel på at være med og stå udenfor, siger Mette Touborg.

/ritzau/