Shanghai-aktier i nyt minus efter turbulent tirsdag

Skrevet af admin

28/07/2015

Dagens topnyheder

Det toneangivende kinesiske Shanghai Composite-aktieindeks var tirsdag ude i en gevaldig rutsjebanetur med både op- og nedture, inden det ved børslukning sluttede i 3663, svarende til et fald for dagen på 1,7 procent.

Ved markedsåbningen var der ellers lagt op til en nedtur mage til mandag, hvor kurserne blev barberet mere end otte procent ned.

På et tidspunkt havde aktierne mistet yderligere fem procent af deres værdi, men rettede sig senere op og lå til en stigning for dagen på én procent, inden indekset igen bevægede sig nedad.

Shanghai-børsen har i løbet af 2015 i det hele taget været enormt volatilt og uforudsigeligt.

Efter en stigning på 60 procent siden nytår faldt kurserne dramatisk i juni, inden de kinesiske myndigheder tidligere i denne måned foretog en række indgreb, der stoppede kurstabene.

Man tillod, at handlen med en lang række aktier blev midlertidigt suspenderet og forbød blandt andet storaktionærer at sælge ud af deres beholdning.

Samtidig blev massive støtteopkøb fra statslige fonde sat i værk for at bremse kursfaldene.

Kort efter mandagens børslukning og det dramatiske fald på otte procent meddelte myndighederne, at man har til hensigt at fortsætte disse opkøb.

Spørgsmålet er, om investorerne tro på den fortsatte villighed til at holde hånden under aktiemarkedet, og det kan være årsagen til den megen uro, vurderer kapitalforvalter og aktiestrateg Steve Yan over for Bloomberg News.

CSI 300-indekset, der omfatter de største virksomheder på børserne i Shanghai og Shenzhen, faldt 0,2 procent tirsdag.

/ritzau/