Sharapova efter nederlag: Jeg var skadet

Skrevet af admin

20/01/2014

Mest læste i dag

De største favoritter falder en efter en ved kvindernes Australian Open i tennis. Søndag måtte Serena Williams forlade turneringen, og mandag måtte Maria Sharapova se sig elimineret.

Som det også var tilfældet med Serena Williams, døjede Sharapova dog med en skade, da hun tabte 6-3, 4-6, 1-6 til slovakken Dominika Cibulkova. Flere gange under kampen modtog Sharapova behandling.

- Jeg har en muskelskade omkring hoften, har min træner sagt. Sådanne smerter er forventelige, når man bruger lang tid på banen. Du må bare spille trods dem, siger Maria Sharapova ifølge AFP.

Hun hentydede til, at hun i både anden og tredje runde måtte kæmpe længere end forventet for sine sejre. Særligt i anden runde, da hun måtte bruge tre og en halv time på at besejre Karin Knapp med 10-8 i et episk tredje sæt.

- Jeg tror, at det er fordi, jeg har spillet meget (ved dette Australian Open, red). Det er kun min anden turnering, efter jeg er kommet tilbage, så det er den slags ting, man kan forvente, lyder det fra Sharapova.

Russeren havde kun spillet en turnering inden Australian Open - den i Brisbane - og er endnu ikke helt i topform, efter en skulderskade spolerede de sidste cirka fire måneder af hendes 2013-sæson.

- Jeg må se på det positive i, at jeg er tilbage og er klar igen ovenpå de seneste fire-fem måneder. Det er ikke meget tennis, jeg har spillet i det seneste halve år. Jeg ville have elsket at spille en smule mere inden en grand slam-turnering, men dette var chancen, jeg fik.

Med den topseedede Serena Williams og den tredjeseedede Maria Sharapova ude af turneringen er verdens nummer to, Victoria Azarenka, favorit til at vinde Australian Open for tredje år i træk.

Hviderusseren vandt sin 1/8-finale med 6-3, 6-2 over amerikaneren Sloane Stephens.

/ritzau/