Sharapova falder helt sammen mod Serena Williams

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Tennisstjernen Serena Williams er nu kun to kampe fra at gentage sin triumf ved sidste års Australian Open.

Natten til tirsdag dansk tid besejrede den førsteseedede amerikaner modstanderen Maria Sharapova i to sæt.

Den femteseedede russer har kun sejret i to ud af sine nu 21 opgør med Serena Williams, men i første sæt bed hun godt fra sig.

Spillerne fulgtes ad til stillingen 4-4, hvor Maria Sharapova havde to muligheder for at bryde Serena Williams' serveparti. Men amerikaneren lod sig ikke ryste og sikrede sig efter otte minutter partiet.

Og det knækkede tilsyneladende den 28-årige Sharapova, som også tabte det næste parti og dermed sættet 4-6.

I andet sæt var al modstandskraft forsvundet. Serena Williams vandt 6-1, efter at have været foran 5-0. Dermed har hun vundet samtlige kampe mod Sharapova siden 2004.

- Det var meget intenst. Når du spiller mod en så dygtig spiller, er du nødt til at komme ud til kampen med meget intensitet og styrke, sagde Serena Williams, da hun blev interviewet på Rod Laver-banen efter den godt halvanden time lange kvartfinale.

I semifinalen skal Serena Williams op mod Agnieszka Radwanska fra Polen.

- Jeg vil gøre mit bedste. Jeg har intet at tabe, siger den 34-årige amerikaner, der jagter sin 22. grand slam-titel og sin syvende i Melbourne.

/ritzau/