Sharapova har bøvl med kravebenet

For andet år i træk har den russiske tennisstjerne Maria Sharapova meldt afbud til Brisbane International uden at have slået en eneste bold.

I år er det kravebenet, som forhindrer verdens nummer to i at stille op i WTA-turneringen. Sharapova har ikke kunnet serve eller smashe i den seneste uge, fortæller hun.

- Jeg har kun trænet grundslag. Så tiden var der ikke til at blive klar, siger Sharapova ifølge nyhedsbureauet AFP.

I 2012 meldte Sharapova fra til turneringen, som er en vigtig forberedelse forud for grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne, hvor det går løs om et par uger.

Sidste år gjorde afbuddet ved Brisbane International ikke det store, eftersom Sharapova nåede finalen ved årets første grand slam-turnering, hvor det blev til et nederlag til Victoria Azarenka.

Caroline Wozniacki, der var seedet som otter i Brisbane, røg allerede ud i første runde til den kasakhiske kvalifikationsspiller Ksenia Pervak.

/ritzau/

 

Dagens Gossip