Sharapova kritiserer Australian Opens varmepolitik

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Maria Sharapova havde ingen problemer med at holde varmen, da hun efter en tre en halv time lang maratonkamp slog Kari Knapp fra Italien med 10-8 i tredje sæt i anden runde af Australian Open.

Undervejs nåede temperaturerne op over 40 grader, og det får russeren til at kritisere arrangørernes varmepolitik.

Selv om man allerede klokken 13.50 lokal tid valgte at stoppe spillet på grund af de ekstreme vejrforhold, skulle de igangværende kampe spille det sæt færdig, som var i gang.

Det betød, at Sharapova og Knapp måtte spille i yderligere 50 minutter.

- Alle ved, at der ikke er noget tiebreak i tredje sæt, så når først sætter er begyndt, skal vi være derude, indtil det er overstået. Det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved, siger Sharapova.

Hun mener også, at spillerne burde informeres bedre om mulighederne for en afbrydelse.

Som det er nu, bliver afgørelsen truffet ud fra en række meteorologiske målinger af temperatur, luftfugtighed og vind.

Via en matematisk formel bliver målingerne omsat til tal, og hvis tallet bryder en bestemt grænse, afbrydes kampene, og taget rulles hen over de baner, der har mulighed for overdækning.

Ingen af spillerne kender imidlertid formlen, og de ved heller ikke undervejs, om den kritiske grænse er tæt på at være nået.

- Jeg spurgte min træner den anden dag, hvad der skulle til for at få taget rullet hen over banen, og hun sagde, at det har vi ingen indflydelse på.

- Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om det. Jeg vidste ikke engang, at de andre kampe var blevet afbrudt, da vi var færdige med vores kamp, siger Sharapova.

Maria Sharapova møder i tredje runde Alizé Cornet fra Frankrig, der er seedet som nummer 25 i turneringen.

/ritzau/