Sharapovas Williams-kompleks fortsætter

Man forstår, hvis tenniskvinden Maria Sharapova efterhånden bliver en smule træt ved udsigten til at skulle møde den suveræne verdensetter, Serena Williams.

Fredag middag dansk tid tørnede de to topspillere sammen for 17. gang i karrieren, og Serena Williams havde vundet de seneste 13 indbyrdes møder.

Nu har hun vundet 14 i træk. I semifinalen i WTA-turneringen i Brisbane sejrede Williams 6-2, 7-6.

Efter en forholdsvis jævnbyrdig start på kampen tog amerikaneren hurtigt teten og vandt det første sæt uden problemer.

I andet sæt gjorde russeren dog pludselig modstand. Hun brød og kom foran med det samme, og selv om hun blev brudt tilbage prompte, kom hun på 4-2, inden Williams kæmpede sig tilbage til 4-4.

Herefter holdt spillerne serv, og så måtte sættet afgøres efter tiebreak. Også den blev tæt. Men Williams var et lille skridt foran det meste af vejen og spillede sig til sin første matchbold ved stillingen 6-5.

Maria Sharapova fandt dog et højt niveau frem. Særligt taget i betragtning at det er så tidligt på sæsonen, og at hun fik ødelagt de sidste måneder af 2013-sæsonen grundet en skade.

Hun afværgede de første matchbolde, men Williams udnyttede den tredje med et servees til 9-7.

Finalen i Brisbane kan potentielt blive et brag, da Williams møder nummer to i verden, Victoria Azarenka. Hviderusseren vandt sin semifinale over Jelena Jankovic 1-6, 6-3, 6-4.

/ritzau/

Dagens Gossip