Sharif erklærer sig som vinder af pakistansk valg

PAKISTAN: Pakistans tidligere premierminister Nawaz Sharif, der i 1999 blev styrtet af magten, forventer at gøre et comeback som landets premierminister efter lørdagens historiske valg.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Flankeret af sin familie holdt Nawaz Sharif lørdag aften en sejrstale for hundredvis af støtter i hans partis, Pakistans Muslimske Liga (PML-N), hovedkvarter.

»Resultaterne tikker stadig ind, men det er med sikkerhed, at PML-N vil blive det største parti,« siger han.

Ifølge de foreløbige og uofficielle resultater vil partiet dog ikke få flertal i parlamentet.

Nawaz Sharif opfordrer derfor de øvrige partier til samarbejde.

»Jeg appellerer til, at alle partier vil sætte sig til bordet med mig og hjælpe mig med at løse landets problemer,« siger han.

Mere end 86 millioner pakistanere kunne lørdag afgive deres stemme, og på trods af dødelige angreb og trusler har valgdeltagelsen været høj.

Dagens Gossip

Dagens TV