Shell køber britisk selskab i kæmpe milliardhandel

Det har været på trapperne, og onsdag morgen er det gledet officielt igennem.

Royal Dutch Shell, der er et af verdens største olieselskaber, har købt britiske BG Group, oplyses det i en meddelelse fra Shell.

BG Group har en markedsværdi på cirka 46 milliarder dollar - omkring 317 milliarder kroner. Britisk-hollandske Shell har en markedsværdi på 202 milliarder dollar, der svarer til knap 1400 milliarder kroner.

Handlen markerer den første større fusion i oliebranchen siden tidligt i det nuværende årtusinde.

Inden handlen gik endeligt igennem, havde Shell indtil 5. maj til at afgøre, om energiselskabet ønskede at købe BG Group eller ej.

Mange af verdens olieselskaber har været nødt til at foretage store nedskrivninger på grund af den seneste tids fald i prisen på "det sorte guld".

Siden midten af 2014 er prisen halveret på grund af et boom inden for olieskifer i USA og Saudi-Arabiens modvilje mod at neddrosle produktionen af råolie.

Shell har annonceret spareplaner, mens BG Group nedskrev sine olie- og gasaktiver med seks milliarder dollar for nylig.

Verdens største olieselskab er amerikanske ExxonMobil, som har en markedsværdi på 360 milliarder dollar (2480 milliarder kroner).

Til sammenligning har den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk en markedsværdi på over 800 milliarder kroner.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip