Shell: Samarbejdet med Lego har været en stor succes

Det kan meget vel være, at Shell-samarbejdet har kostet på imagekontoen hos Lego. Men hos Shell i Danmark betegner kommunikationsdirektør Regitze Reeh samarbejdet med Lego som en stor succes.

- Vi er her i Danmark blevet informeret om, at Shells globale samarbejdsaftale med Lego-koncernen ikke vil blive forlænget, når den udløber, skriver hun i en mail til Ritzau.

- Vores seneste kampagne med Lego har været en stor succes, og det vil den fortsat være, når den kører i mange lande over hele verden i den kommende tid, lyder det fra Regitze Reeh.

Ifølge kommunikationsdirektøren er der udleveret mellem 150.000 og 200.000 Ferrari-biler i Lego på Shells danske tankstationer under kampagnen sidste sommer.

Bilerne var gratis for kunder, som tankede minimum 30 liter af en bestemt type benzin, mens Ferrarierne kostede en 20’er for kunder, som tankede mindst 30 liter benzin af de andre typer.

- Om et par måneder kører kampagnen igen med nye modeller, så vores kunder igen kan få fat i de små Ferrari-biler i Lego. De forskellige kampagner på vores stationer i 2015 er endnu ikke fastlagt, siger Regitze Reeh, som ikke vil udtale sig om, hvornår kontrakten med Lego udløber.

Greenpeace har længe protesteret mod Shells boringer efter olie og gas i Arktis, og det er på den baggrund, at kampagnen mod Lego og Shells samarbejde udspringer.

Greenpeace har i forbindelse med kampagnen blandt andet brugt Legos figurer i en video som led i protesterne mod samarbejdet mod oliegiganten. I videoen optræder legofigurer i et arktisk landskab, som bliver oversvømmet med olie.

Videoen er blevet vist næsten seks millioner gange på YouTube. En million forbrugere har samtidig skrevet under på en protesterklæring på nettet mod samarbejdet.

- Vi respekterer selvfølgelig, at Greenpeace og andre NGO'er har ret til at være uenige med os og til at køre deres kampagner, så længe de gør det på lovlig vis, siger Regitze Reeh.

/ritzau/

Dagens Gossip