Shipcraft frygter at gå ned på grund af gidselaffære

Direktør Claus Bech siger til avisen, at han har udbetalt 40 millioner kroner til piraterne for at få frigivet de seks gidsler, som udgjorde besætningen om bord på selskabets skib Leopard, der blev opbragt af pirater på vej mod Indien med en last af særgods, som Shipcraft specialiserer sig i at transportere.

»Jeg må sige, at jeg er bekymret for fremtiden for virksomheden. Vi kom ud af 2011 med et underskud, og vi har ikke haft tid til at opsøge nye kunder under hele gidselaffæren, så vi har alene trukket på vores gamle kunder,« siger Claus Bech til avisen.

Pengene til løsesummen blev taget fra selskabets drift, fortæller direktøren.

»Vi er en lille virksomhed med godt 30 år på bagen. Vi har nogle gamle, faste kunder, men gidselsagen har betydet, at vi ikke har kunnet udvikle virksomheden i løbet af de seneste to år. Så omend jeg er forsigtig optimist, så er jeg bekymret for, om vi overlever på længere sigt,« siger Claus Bech.

Direktøren er dog glad for at sagen, trods voldsom medieomtale, ikke har kostet kunder.

»Vi har ikke fået kritik fra vores kunder omkring håndteringen af gidseltagningsaffæren, og ingen af vores kunder har skiftet leverandør, og jeg mener ikke, vi har tabt nogle undervejs,« siger Claus Bech til Børsen.

Dagens Gossip