Shipping: Mærsk-chefer overgås kun af Kinas præsident

Kun Kinas præsident, Xi Jinping, står over topchef Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller-Mærsk og den administrerende direktør i Maersk Line, Søren Schou, på en liste over de vigtigste personer i shippingbranchen.

Det er den ansete shippingavis Lloyds List, der har listet de 100 vigtigste personer i branchen.

Årsagen til, at præsident Xi Jinping topper listen, er Kinas magt over bulkmarkedet.

De danske Mærsk-folk får begge en placering som nummer to og er altså de næstvigtigste i shipping-verdenen, når der måles på magt, styrke og indflydelse.

A.P. Møller-Mærsks datterselskab Maersk Line er verdens største containerrederi.

Ikke alt er dog lykkedes i årets løb. Maersk Line måtte opgive et netværkssamarbejde med rederikonkurrenterne Mediterranean Shipping og CMA CGM i juni, efter at de kinesiske konkurrencemyndigheder stak en kæp i skruen.

Trods vanskelige vilkår med et svagt containermarked har Maersk Line vist stærke finansielle resultater, hedder det i argumentationen.

Til listens tredjeplads har Lloyds List udpeget Opec (Organisationen af Olieeksporterende Lande) og olieindustriens chefer.

De to Mærsk-direktører er de eneste danskere, der har fået plads på listen i år.

Danmark huser en lang række rederier, og ifølge Danmarks Rederiforening transporterer danske rederier cirka 10 procent af verdenshandlen. I det regnestykke fylder A.P. Møller-Mærsk-rederierne godt.

Ud over containerrederiet ejer A.P. Møller-Mærsk Maersk Tankers, der er et af verdens største tankskibsrederier.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip