Sidste års NBA-mester ryger ud i sidste sekund

Skrevet af admin

03/05/2015

Mest læste i dag

San Antonio Spurs er ude af NBA-slutspillet efter en dramatisk syvende kamp mod Los Angeles Clippers.

I sidste sekund scorede Clippers' Chris Paul til 111-109 efter en soloaktion, da kampen ellers pegede kraftigt i retning af overtid.

Dermed bliver det ikke til en gentagelse af sidste års NBA-mesterskab for San Antonio Spurs.

Rutinerede Tim Duncan havde med sit 27. point ellers udlignet den tætte kamp med 8,8 sekunder tilbage af opgøret. Dermed var der kun tid til ét rigtigt angreb i kampen.

Her fik Chris Paul bolden og satsede alt på at indtage helterollen. Han driblede sig nærmere kurven, men var bagudhoppende og ude af balance, da han slap bolden på det skud, der skulle vise sig at sende Clippers videre og tilskuerne i Staples Center i ekstase.

Allerede mandag aften amerikansk tid begynder anden runde af slutspillet. Her skal Clippers op mod Houston Rockets.

/ritzau/