Sidste aktivist fra Arctic Sunrise løslades mod kaution

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

Alle 30 miljøaktivister fra Greenpeace-skibet Arctic Sunrise er nu på fri fod - eller på vej ud af fængslet.

En russisk domstol har torsdag besluttet at løslade den sidste af de 30 aktivister - radiooperatøren Colin Russell - mod kaution.

- Det er en fantastisk nyhed. Colin Russell fra Australien bliver løsladt mod kaution, skriver Greenpeace på Twitter.

Dermed bekræfter miljøorganisationen en oplysning fra russiske medier.

Colin Russells familie har de seneste dage levet i uvished over, hvorfor australieren som den eneste fra besætningen ikke blev løsladt i sidste uge.

- Det er så vidunderlig en nyhed, at min datter og jeg nu er et skridt nærmere igen at kunne give vores kære Col et kram.

- Jeg er så lettet over, at min smukke og fredelige mand snart er ude af varetægtsfængslet, siger radiooperatørens kone, Christine, i en pressemeddelelse fra Greenpeace.

De løsladte, der også tæller den danske tredjestyrmand på skibet Anne Mie Roer Jensen, er fortsat sigtede i sagen.

De udenlandske aktivister bliver i Sankt Petersborg, indtil betingelserne for løsladelserne er afklaret. Fem russiske besætningsmedlemmer er taget til Moskva.

Aktivisterne sad først fængslet i Murmansk og blev senere flyttet længere sydpå til storbyen ved Østersøen.

Besætningen på Arctic Sunrise, der blev opbragt af den russiske kystvagt i september, sad varetægtsfængslet i mere end to måneder.

29 af de 30 aktivister blev løsladt mod kaution i sidste uge.

Fredag i sidste uge afgjorde Den Internationale Havretsdomstol i Hamburg, at Rusland skal frigive Greenpeace-skibet Arctic Sunrise og dets besætning.

Havretsdomstolen var blevet bedt om at komme med en afgørelse i en voldgiftssag rejst af Holland, fordi Arctic Sunrise sejler under hollandsk flag.

Rusland har sagt, at man ikke anerkender domstolens autoritet.

/ritzau/AFP