Sidste danske soldater forlader Camp Bastion før tid

De allersidste danske soldater har nu forladt Camp Bastion i det sydlige Afghanistan. Det sker en uge før planlagt, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).

- Egentlig var planen, at de sidste danskere skulle forlade Camp Bastion omkring den 8. august, siger major Hans Sørensen, chef for Det Nationale Støtteelement (NSE), der er ansvarlig for hjemtagningen, i en pressemeddelelse.

- Der skulle være sikkerhed for, at det nationale støtteelement havde mandskab til at håndtere situationen, såfremt de sidste flyvninger ville blive forsinket, eller der opstod andre friktioner i forbindelse med materielhjemtagningen, tilføjer han.

Men det skete ikke, og det sidste fly med dansk materiel forlod Camp Bastion den 27. juli. Dermed kunne de sidste 19 danske soldater flyve hjem til Danmark fredag.

De sidste danske kamptropper vendte hjem fra Helmand-provinsen allerede den 23. maj, og dermed blev der sat punktum for den otte år lange danske krigsdeltagelse i landet. Siden har den sidste gruppe soldater pakket lejren sammen og sørget for at sende udstyret hjem.

Ifølge HOK er der pakket 54 tungtlastede fly med i alt 2348 ton materiel, som bliver transporteret hjem til Danmark via Dubai.

- Det svarer til en otte kilometer lang række af mellemklassebiler. Det fordeler sig på 133 containere, 82 køretøjer og 1010 stykker andet gods, oplyser HOK.

Fire danskere bliver i Camp Bastion lidt endnu. Det drejer sig om to tolke og to sygeplejersker, der skal støtte englændere til september.

- Samtidig med at de sidste soldater fra ISAF 17 forlader det sydlige Afghanistan, er det hold soldater, som skal videreføre indsatsen i Kabul, begyndt at ankomme. Det nye hold overtager opgaven den 8. august, oplyser HOK.

/ritzau/

Dagens Gossip