Sidste feriebarn udskrevet efter pool-uheld i Alanya

Torsdag morgen blev den sidste af de 30 børn fra Danmark, Norge Sverige og Finland, som har været indlagt med diarré og mavesmerter i Alanya i Tyrkiet, udskrevet.

Det fortæller Stig Elling, salgsdirektør ved rejseselskabet Star Tour, som har været rejseselskab for de ramte familier.

- Den 11-årige danske dreng er udskrevet her til morgen klokken 9. Hans familie skal hjem 7. august, så vi håber, at de når at få en god ferie de sidste dage, siger Stig Elling til Ritzau.

Star Tour formoder, at børnene er blevet smittet i børnepoolen på det hotel, hvor familierne har boet. Formentlig er der tale om afføring i poolen.

- Det er ikke bekræftet endnu, og det bliver det måske heller aldrig. Men vi må gå ud fra, at smitten kommer fra et sted, hvor alle børnene har opholdt sig, og så er poolen vores bedste bud, siger Stig Elling.

Det var søndag aften og natten til mandag, at symptomerne meldte sig hos børnene. De blev indlagt på sygehuset, og er siden løbende blevet udskrevet.

- Det er en meget usædvanlig sag, og vi har aldrig oplevet noget lignende, siger Stig Elling.

Star Tour opfordrer børnefamilier til at benytte badebleer under badning og i øvrigt være opmærksomme på, at der ikke sker lignende uheld i fremtiden. Men hvis uheldet er ude, er der ikke meget, man kan gøre.

- Poolen er udstyret med et avanceret system, som renser vandet, hvis det registrerer bakterier. Men det tager 15-20 minutter, og i den tid kan man nå at blive smittet, siger Stig Elling.

Star Tour har bestemt, at de ramte familier skal have en økonomisk kompensation. Én voksen pr. barn vil blive kompenseret for de dage, hvor barnet har været indlagt.

- Normalt får man ikke penge tilbage, når den slags sker. Det er per kulance, at vi gør det. Det er et plaster på såret, siger Stig Elling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip