Sidste feriebarn udskrevet fra tyrkisk hospital

»Det sidste nye fra hospitalet i Alanya er, at den sidste danske dreng, vi havde liggende, er udskrevet klokken ni her til morgen (torsdag, red.). Han har det efter omstændighederne godt og kan forhåbentligt have nogle gode feriedage, indtil han skal hjem 7. august,« siger salgsdirektør i Star Tour Stig Elling.

Det var sandsynligvis afføring i swimmingpoolen, der medførte diarré og mavekramper hos 30 børn på Star Tour-hotellet Pascha Bay i Alanya. Det oplyste Star Tour onsdag, og Stig Elling forsikrer, at der løbende bliver foretaget prøver på mad, drikkevarer og svimmingpool på hotellet, som han kalder et af rejsebureauets flagskibe.

»Vi gør det, vi hele tiden har gjort. Det burde ikke kunne ske det her. Vi har stadigvæk et eksternt firma, der er i gang med prøver, som vi får løbende, og de har indtil videre været gode alle sammen. Og al vores egenkontrol har frikendt det hele, så der er ikke nogen ting på hotellet, som ikke er, som de skal være nu,« siger salgsdirektøren og tilføjer, at man er ekstra opmærksom på tingene efter uheldet med svimmingpoolen.

30 børn fra Danmark, Norge og Sverige blev mandag indlagt på sygehuset i Alanya, fordi de søndag aften og natten til mandag var blevet ramt af en svær grad af maveonde.

De fleste blev udskrevet igen mandag aften og i løbet af tirsdagen. Torsdag er en svensk dreng, en norsk pige og den 11-årige danske dreng som de sidste blevet udskrevet.

Star Tour har besluttet at kompensere de familier, hvor syge børn har kastet en skygge over det, der skulle have været en problemfri ferie.

Stig Elling henstiller til forældrene om at tage deres forholdsregler, når børnene skal i poolen.

»Vi anbefaler alle børnefamilier at medbringe og anvende badebleer, når børnene skal i poolen,« siger Stig Elling og oplyser, at der ikke er sket nye sygdomsudbrud på hotellet siden udbruddet søndag morgen.

Dagens Gossip