Sidste måling før valg sender Tsipras og Syriza i front

Skrevet af admin

19/09/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere premierminister Alexis Tsipras står til at genvinde regeringsmagten, når der søndag er parlamentsvalg i det gældsplagede Grækenland.

Få timer, før at et forbud mod nye meningsmålinger trådte i kraft ved midnatstid fredag aften, spåede fire forskellige målinger, at hans venstreorienterede Syriza-parti vil blive landets største og vil kunne forsøge at danne regering.

I kampen om magten står Syriza over for det konservative parti Ny Demokrati med Vangelis Meimarakis i spidsen, og de fire målinger giver mellem 0,7 og 3,0 procentpoints forspring i Tsipras' favør.

Vinder Syriza regeringsmagten søndag, vil det sende et klart signal til Europa, sagde Tsipras til et vælgermøde på Syntagma-pladsen i Athen fredag aften.

- Vil vi have et Europa med nedskæring på nedskæring, eller vil vi have et Europa med solidaritet og demokrati, lød det fra ham.

Tsipras blev i januar valgt til ny premierminister på løfter om at sætte sig op imod de kraftige besparelser, som Grækenland på grund af gældskrisen måtte igennem.

Men i juli blev Tsipras af nød tvunget til at acceptere den upopulære europæiske trojkas krav om reformer på trods af et stort "nej" i en folkeafstemning om sagen.

Det førte til, at han i august udskrev valg.

Uanset om det bliver Syriza eller Ny Demokrati, der vinder søndagens valg og kommer til at danne Grækenlands næste regering, vil der ligge en række bundne opgaver forude.

Den kommende regering skal gennemføre de reformer, den afgåede premierminister Alexis Tsipras og hans Syriza-regering har forpligtet sig til over for EU.

Det indebærer blandt andet, at regeringen er tvunget til at gennemføre reformer på pensionsområdet og sætte skatterne i vejret. Begge de store partier har lovet at gennemføre reformerne.

Da ingen af partierne vil kunne danne flertal i parlamentet alene, skal begge sætte lid til parlamentarisk opbakning fra et eller flere støttepartier.

/ritzau/AFP