Sidste to pladser til kæmpevindmøller i Thy er udlejet

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Efter to års anstrengelser er det omsider lykkedes: DTU Vindenergi har fået udlejet de sidste to af syv pladser til kæmpevindmøller på det nationale testcenter i Østerild i Thy.

Det er den danske vindmøllegigant Vestas, som rykker ind på prøveplads nummer fire, mens det franske selskab EDF Energies Nouvelles vil opstille en Alstom 6 MW havvindmølle på plads nummer ét.

Det oplyser viceinstitutdirektør Peter Hjuler Jensen fra DTU Vindenergi, som driver testcentret. De to pladser har været uden lejere, siden centret efter mange protester blev indviet den 6. oktober 2012.

I forvejen har producenterne Siemens og Vestas begge købt to pladser i Østerild, mens den kinesiske møllevirksomhed Envision har lejet én plads i otte år.

Der var i alt fire bud på de to resterende pladser. Men "kombinationen af budpris og perspektiverne i ansøgningerne" sikrede Vestas og EDF EN/Alstom de to pladser, oplyser Peter Hjuler Jensen.

- At interessen kommer nu, skyldes formentlig primært, at branchen for alvor er ved at ryste krisen af sig, og der er mere optimisme. Det betyder, at investeringer i nye og større vindmøller øges, og at der igen fokuseres mere langsigtet, forklarer han i en pressemeddelelse.

Østerild-centret kan i forvejen bryste sig af at have verdens største vindmølle stående. Det drejer sig om Vestas' kæmpemølle på hele 8 MW - modellen hedder V164 og har 80 meter lange vinger. Den samlede højde til vingespids er 222 meter.

Der kan gå mere end fem år, fra idéen til en ny vindmøllemodel opstår, til det endelige resultat kan massefremstilles. I det lys er det ganske godt gået, at alle syv pladser er solgt eller udlejet i løbet af to år, mener Peter Hjuler Jensen.

- Hele arbejdet med etableringen af Østerild har været alle anstrengelserne værd, siger han.

Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien, glæder sig også.

- De fysiske rammer i Østerild er helt unikke, og det er nu atter med til at fastholde og tiltrække store internationale aktører til Danmark og den danske vindindustri, siger Jan Hylleberg.

/ritzau/