Sidste udkald for klippekort

Det gamle papklippekort til Sydtrafiks busser synger på allersidste vers. Fredag den 28. februar er sidste dag, man kan tage en bustur på klippekortet.

De fleste passagerer har brugt deres sidste klip, og mange er gået over til rejsekort. Men andre køber en enkeltbillet, og det er en dyr løsning. En enkeltbillet til to zoner koster 20 kroner, mens en tur på rejsekort kun koster 12,50 kroner, oplyser Sydtrafik.

En tur for en ti´er

Hvis man kører uden for myldretiden inden for et takstområde, er det endnu billigere med rejsekort. Så koster turen kun 10 kroner eller det halve af en enkeltbillet.

Kunder, der ikke når at få brugt deres klippekort, kan få pengene tilbage for de ubrugte klip. De skal sende deres papklippekort og cpr-nummer til Sydtrafik, Banegårdspladsen 5, 6600 Vejen. Så bliver pengene sat ind på kundens Nem-konto.

Selv om det er slut med Sydtrafiks klippekort, kan man stadig skifte mellem tog og bus på et klippekort købt hos DSB eller Arriva. Det kan man, indtil de også stopper for brug af klippekort.

Dagens Gossip

Dagens TV