Sierra Leone: Borgere kan igen færdes frit

Det vestafrikanske land Sierra Leone bevæger sig fredag et skridt nærmere normalen efter et år præget af ebola.

Således har regeringen nu ophævet omfattende forbud mod fri bevægelighed, der tidligere blev iværksat for at bremse eksplosionen af ebolatilfælde.

- Restriktioner mod fri bevægelse vil blive løsnet for at støtte den økonomiske aktivitet i landet. Som sådan vil der ikke længere være restriktioner mod bevægelse i noget distrikt, siger præsident Ernest Bai Koroma i en tale.

Sierra Leone, der har seks millioner indbyggere, har indtil nu haft restriktioner for rejser gældende for omtrent halvdelen af befolkningen.

Beslutningen om den begrænsede bevægelsesfrihed blev truffet i forbindelse med indførelsen af undtagelsestilstand i juli, da udbruddet af ebola var ude af kontrol.

Ebola har dræbt flere end 3000 borgere i landet.

Præsident Koroma pointerer i sin tale, at antallet af smittede har været på tilbagetog i de seneste uger.

- Sejren er i sigte, lyder det fra præsidenten.

Torsdag meddelte Verdenssundhedsorganisationen WHO, at ebolaepidemien ser ud til at ebbe ud i Vestafrika.

I løbet af det seneste år er 21.724 smittet med ebola i ni forskellige lande, siden epidemien brød ud i Guinea. 8641 mennesker er døde, viser de seneste tal fra WHO.

Ebola-udbruddet er gået hårdest ud over de tre vestafrikanske lande Guinea, Sierre Leone og Liberia.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV