Sig farvel til reklamer: Få de fede tilbud uden overflødigt papir

Er du vild med at jage tilbud, men vil du helst undgå bjerget af tilbudsaviser i postkassen?

Et nyt tiltag, NejTak+, giver nu forbrugerne mulighed for at vælge lige præcis de tilbudsaviser, de ønsker.

- Baggrunden er, at forbrugerne ikke ønsker at modtage alle tilbudsaviser. Vi kan se, at antallet af "nej tak til reklamer" er steget dramatisk de senere år. Derfor har vi valgt at give dem et valg, forklarer Mads Dahl Andersen, direktør i FK Distribution, som står bag omdelingen til 1,9 millioner husstande, til Newspaq.

Fra 21. maj har knap 140.000 danske husholdninger i 14 udvalgte postnumre kunnet til- og fravælge antallet af tilbudsaviser på hjemmesiden www.forum.dk.

På den måde får forbrugeren sin egen reklamepakke, og unødigt reklamespild bliver minimeret. Det glæder folkene bag kampagnen "Reklamer - nej tak".

- Det giver god mening, at man som forbruger forholder sig til, hvad man ønsker, og så får man dem tilsendt. Det er svært at se, hvordan det skulle være en dårlig idé i forhold til miljøhensyn, hvor det jo netop er godt, at det vi modtager, det er også noget, der bliver brugt, siger udviklingschef på Vestforbrændning Yvonne Amskov.

En analyse i 2011 fra DTU Miljø viste, at en husstand i hovedstadsområdet modtog omkring 60 kg reklamer om året, hvilket svarer til 140 kilo CO2.

Samtidig pegede analysen på, at hvis blot fem procent flere bestilte et "reklamer nej tak"-klistermærke kunne man spare 1.500 ton affald, svarende til 3.500 ton CO2.

Tiltaget er også sat i verden for at gavne miljøet, påpeger FK Distribution:

- Der har jo været en stigende kritisk af ressourceforbruget omkring tilbudsaviser fra både politikere og organisationer, og det er den kritik vi har lyttet til, siger direktør Mads Dahl Andersen.

Det er usikkert om NejTak+ vil formindske omfanget af affald og udledningen af CO2. Men hvis man som forbruger virkelig vi rykke noget for miljøet, bør man finde tilbuddene på nettet.

- Der er jo gode muligheder for at finde og sammenligne priser elektronisk. Hvilken form forbrugerne vælger, er helt op til dem, siger Yvonne Amskov.

Via www.minreklame.dk kan man finde alle tilbudsaviserne samlet ét sted på nettet, og udviklingen går den vej.

- Jeg tror, at der går mere end ti år, før tilbudsaviserne på papir forsvinder. Det er nok et generationsspørgsmål om, hvor man vil læse sine tilbud, mener Mads Dahl Andersen fra FK Distribution.

Ifølge Post Danmark havde mere end 702.000 private husstande i 2012 tilmeldt sig en "reklamer - nej tak"-ordning.

Efter planen bliver NejTak+ tilgængelig for 1,5 millioner husstande fra august i år.

 

Dagens Gossip