Signalfejl får tog til at holde stille på Sjælland

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

En signalfejl får stort set alle tog på Sjælland til at holde stille, oplyser DSB og Banedanmark fredag formiddag.

Det skyldes en fejl på det system, som styrer signalerne på det meste af togtrafikken på Sjælland.

Banedanmark oplyser, at det er en fejl i fjernstyringsanlægget, som er lokaliseret til anlægget i Kalvebod. Teknikere arbejder for at løse problemet, lyder det.

- Vi har teknikere på stedet og arbejder på højtryk for at udbedre fejlen, så der igen kan køre tog på Sjælland, siger Søren Boysen, som er teknisk direktør i Banedanmark.

- På nuværende tidspunkt har vi ingen prognose for, hvornår fejlen er rettet. Vi afventer nu, at teknikerne melder tilbage og fortæller, hvad der skal laves, så vi kan komme med en prognose for, hvornår vi kan kører igen, siger han.

S-tog er ikke omfattet af fejlen og kører normalt.

Ifølge Ritzaus oplysninger er passagertogene kørt til den nærmeste station rundt om på Sjælland, så mange passagerer har kunnet forlade togene.

Fejlen opstod klokken 09.30. Banedanmark oplyser klokken 10.30, at tog på strækningen Roskilde over Køge til Næstved kører igen.

/ritzau/