Sigrid-sigtet sludrede om sagen med kunde

Blot to uger efter den 16-årige Sigrid Giskegjerde Schjetne var forsvundet, havde den ene af de to sigtede i Sigrid-sagen en samtale med en kunde.

De to mænd havde lige snakket om, at den 64-årige havde fået stjålet sin trailer, da snakken tog en drejning.

- Sigrid var jo meget i medierne, og jeg fortalte ham, at jeg var overbevist om, at hun var blevet kidnappet og smuglet til udlandet, siger kunden til den norske avis VG.

Men den drabssigtede bilmekaniker var uenig.

- Jeg tror, hun er dræbt, skal han have sagt kort og kontant.

Da det senere gik op for kunden, at bilmekanikeren er en af de sigtede i sagen om det tragiske drab på den 16-årige pige, henvendte han sig til politiet.

Kunden forklarer, at han kender mekanikeren som en dygtig og hjælpsom mand.

- Han var altid meget imødekommende. Jeg har været hjemme hos ham, på kontoret i Oslo og på værkstedet i Kolbotn, når jeg havde brug for hjælp, forklarer han til VG.

Sigrids lig blev mandag i denne uge fundet i skoven umiddelbart ved siden af den 64-åriges værksted. Tirsdag blev mekanikeren og hans 37-årige ven sigtet for drab. Begge mænd nægter sig skyldige.

En af politiets teorier er, at Sigrid blev kørt ned, men ikke døde. At hun derefter blev transporteret væk og siden dræbt.

Kilde: vg.no

Dagens Gossip