Sigtelse: 20-årig undgik kugle i hovedet ved Tingbjerg-drab

Den mistænkte er ikke bare sigtet for drabet på den 17-årige i Tingbjerg. Han forsøgte ifølge politiet også at skyde en 20-årig mand i panden. Det fremgår af sigtelsen, som BT har fået indsigt i.

Den 20-årige befandt sig 5. maj på nogle stenbænke i Tingbjerg sammen med den nu afdøde og andre venner. Ifølge sigtelsen kom den mistænkte gerningsmand hen til dem, trak en pistol op af bukselinningen og tog ladegreb.

Han pegede pistolen mod panden på den 20-årige og trykkede på aftrækkeren. Men en patron havde sat sig fast i kammeret og blokerede for skuddet med det resultat, at pistolen klikkede.

Det gav den 20-årige tid til at flygte, men den 17-årige slap ikke væk.

Den mistænkte tog ladegreb på pistolen igen og skød Sohail Hamza to gange i hovedet. Han afgik ved døden dagen efter.

Den 20-årige mistænkte gerningsmand blev onsdag anholdt i lufthavnen i Düsseldorf, da han forsøgte at flyve til Antalya i Tyrkiet.

Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen bekræfter overfor BT, at den mistænkte både er sigtet for manddrab på Sohail Hamza og forsøg på manddrab begået mod den 20-årige.

»Når nu du spørger direkte, så er svaret ja. Han er både sigtet for drab og drabsforsøg,« siger Steffen Thaaning Steffensen til BT.

Sigtelsen blev læst op på et retsmøde 8. maj i retten på Frederiksberg, hvor politiet var mødt op for at få en fængslingskendelse, som er påkrævet, for at den mistænkte kunne efterlyses i Europa.

Retsmødet blev afholdt, uden at der var presssefolk til stede. Dørene blev lukket i sagen, og den 20-årige - der let kunne være blevet sagens andet offer - er omfattet af navneforbud.

Politiet har begæret den mistænkte gerningsmand udleveret til Danmark, men der kan gå helt op til 30 dage, inden de tyske myndigheder beslutter, om han skal udleveres.

Han er tidligere dømt for blandt andet gaderøveri og hjemmerøveri og har været tæt på udvisning.

Dagens Gossip