Sigtelse: 30-årig skaffede M95 riffel til terror

En 30-årig mand og en 25-årig mand sigtes for at have fjernet en M95-automatriffel, som Omar El-Hussein brugte i forbindelse med skudangrebene i København mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade i weekenden 14. og 15. februar.

Det er kommet frem fredag ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Specialanklager Stig Fleischer læste fredag formiddag først sigtelsen op mod den 30-årige, der blev anholdt torsdag formiddag.

Efter en lukket afhøring af manden blev den nærmest identiske sigtelse mod den 25-årige læst op af anklageren.

Den 25-årige er blevet anholdt fredag morgen klokken cirka halv syv. Senere fredag skal dommer Charlotte Meincke tage stilling til, om mændene skal varetægtsfængsles.

Begge mænd har deres gang i det københavnske bandemiljø, og begge er tidligere dømt i en sag, som netop handlede om besiddelse af våben.

Ud over sigtelsen om at bortskaffe M95-riflen er mændene sigtet for at have fjernet Omar El-Husseins tøj efter angrebet ved Krudttønden, hvor filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt.

Det var skud fra M95'eren, som dræbte filmmanden, og som derudover sårede flere politifolk.

Mændene er derudover sigtet for at have tilvejebragt forskellige effekter til Omar El-Hussein forud for skyderiet ved synagogen i Krystalgade, hvor Dan Uzan blev dræbt, da han stod vagt uden for synagogen.

M95-riflen er et kraftfuldt fuldautomatisk våben, der benyttes af forsvaret. Det var da også blandt andet militære våben, som den 30-årige blev sat i forbindelse med under den tidligere sag, som stammer helt tilbage fra 2008.

Den 25-årige er dømt i en sag om besiddelse af våben i bandemiljøet. Våbnene lå nedgravet i en taske på en kirkegård.

Charlotte Meincke har bestemt, at mændene skal beskyttes af navneforbud, og derfor kan deres tidligere kriminalitet ikke beskrives nærmere, da det eventuelt ville kunne medvirke til, at mændene kan identificeres i en bredere kreds.

Tre andre mænd er allerede fængslet for at have hjulpet Omar El-Hussein i forbindelse med angrebene mod Krudttønden og Synagogen.

Et 18-årigt familiemedlem er sigtet for at have fremskaffet en skudsikker vest og en kniv til Omar El-Hussein, mens to mænd på 20 og 22 er sigtet for at have bortskaffet M95'eren og for at tilvejebringe to pistoler til Omar El-Hussein.

De sigtede i sagen er alle sigtet efter straffelovens bestemmelser om medvirken til drab og drabsforsøg. Straffelovens terrorbestemmelse er ikke nævnt i sigtelserne, selv om myndighederne har udråbt angrebene som terror.

/ritzau/

Dagens Gossip