Sigtet 22-årig har kriminel fortid med terrormistænkt

Skrevet af admin

18/02/2015

Mest læste i dag

Den 22-årige mand, som er varetægtsfængslet og sigtet for at have hjulpet den formodede gerningsmand til weekendens terrorangreb, har en kriminel fortid med Omar El-Hussein.

Det viser dokumenter, som DR er kommet i besiddelse af. Det drejer sig om dombogen fra en tidligere sag mod den nu fængslede 22-årige.

For fem år siden blev han og Omar El-Hussein dømt for forsøg på tyveri sammen med to andre unge.

De fire forsøgte ifølge retsbogen at bryde et vindue op i en stuelejlighed på Frederiksberg. Men de blev forstyrret af forbipasserende og måtte opgive indbruddet.

De efterlod et koben ved lejligheden, som senere blev brugt som bevismateriale.

Kort efter forsøgte Omar El-Hussein og den varetægtsfængslede 22-årige sammen med et ukendt antal andre personer ifølge DR at bryde ind i en stuelejlighed på Nørrebro.

Det lykkedes, men de blev umiddelbart efter stoppet af politiet med tyvekosterne - to bærbare computere og et sæt bilnøgler.

Året efter var politiet igen i kontakt med den 22-årige i forbindelse med en voldsom skudepisode på Nørrebro. En 26-årig mand blev skudt i ballen, låret og i anklen og stukket i brystet.

Ni personer var sigtet i sagen, mens fem af dem blev varetægtsfængslet. Det vides ikke, om den 22-årige var en af de fængslede.

Den 22-årige er dog tidligere dømt for voldskriminalitet.

Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret mandag, hvor den 22-årige og en 19-årig mand blev varetægtsfængslet i ti dage, sigtet for at have hjulpet den formodede gerningsmand til terrorangrebene.

I retsbogen, som Ritzau er i besiddelse af, står der, at der er grund til at frygte, at den 22-årige på fri fod vil begå ny kriminalitet som det, han tidligere har begået.

Der står ikke yderligere i retsbogen om den 22-åriges tidligere voldelige forseelser.

/ritzau/