Sigtet fynsk sexkrænker nægter overgreb på to piger

Den 40-årige mand, der mistænkes for at have sexkrænket to mindreårige piger på Fyn i 2012, har fået sin varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger. Det skete ved retten i Odense, skriver eb.dk.

Manden vil ikke tilstå overgrebene på to piger på henholdsvis 10 og 11 år, der skete med blot et par ugers mellemrum i Øster Skerninge og Refsvindinge.

- Han erkender, at han har haft fat i de to piger, men sagen kommer ikke til at køre som en tilståelsessag, oplyser anklager ved Fyns Politi, Lenette Skak, til eb.dk.

Læs også: Fynsk sexkrænker står til op mod 12 års fængsel

Sigtelsen lyder på, at manden bortførte og udsatte pigerne for grove sexovergreb. Til sidst satte han dem nærmest undskyldende af igen.

Det var en brand i den 40-årige mands lejlighed på Skippervænget i Odense, der bragte Fyns Politi på sporet af sexkrænkeren.

Ved en ransagning fandt politiet en rygsæk, der blandt andet indeholdt strips og halsedisse, der stammede fra overgrebene på de mindreårige piger.

Et mundskrab af manden viste, at hans dna stemte overens med de dna-profiler, der blev fundet på pigerne, skriver eb.dk.

Læs også: Sexkrænkeren fra Fyn arbejdede med børn og unge

Sexkrænkeren fik også beslaglagt 90.000 børnepornografiske billeder. Dem nægter manden dog ethvert kendskab til.

Endelig er den 40-årige mand sigtet for besiddelse af to pistoler, 350 gram sortkrudt og 100 gram nitreret sprængstof på sin bopæl.

Der er ved at blive udarbejdet en mentalerklæring på den sigtede. Sagen bliver først sendt videre til statsadvokaten, når denne erklæring er klar.

Dagens Gossip

Dagens TV