Sikker Wozniacki napper billet videre i Australian Open

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har natten til tirsdag dansk tid spillet sig videre til anden runde i Australian Open efter en sejr på 7-6, 6-2 over Taylor Townsend.

Townsend lagde ellers offensivt ud, og Caroline Wozniacki havde problemer mod den blot 18-årige amerikaner i første sæt, der blev afgjort på tiebreak.

Her viste danskeren dog sin rutine og fik tvunget Taylor Townsend ud at løbe, hvilket fik amerikaneren til at begå mange fejl særligt ved nettet.

Wozniacki kunne derfor hive sættet hjem efter 48 minutters tovtrækkeri med 7-1 i tiebreak.

I kampen stod det klart, at Wozniackis farligste våben fortsat klart er baghånden.

Det er kun anden gang, at Caroline Wozniacki og Taylor Townsend står over for hinanden. Sidst var i begyndelsen af januar, hvor Wozniacki også kom i problemer, men i sidste ende vandt i to sæt 6-1, 7-6.

Næste udfordring for Wozniacki i Australian Open bliver hviderusseren Victoria Azarenka, som med en sikker sejr i sin første kamp også har kvalificeret sig til anden runde.

Den 25-årige Azarenka har vundet Australian Open to gange i 2012 og 2013, men på grund af skader i sidste sæson har hendes placering på verdensranglisten taget et dyk ned.

Det betyder, at den tidligere verdensetter ikke har fordel af at være seedet i turneringen, men af mange bliver betragtet som en af turneringens farligste outsidere.

/ritzau/

Dagens Gossip