Sikkerhedsråd: Hjælp Iraks regering mod jihadister

Skrevet af admin

08/08/2014

Mest læste i dag

FN's Sikkerhedsråd opfordrer efter et hasteindkaldt møde det internationale samfund til at støtte Irak i den humanitære krise, som er opstået i kølvandet af jihadisters offensiv i landet.

De 15 lande i Sikkerhedsrådet mødtes torsdag bag lukkede døre i New York på Frankrigs anmodning.

Mens mødet var i gang, beskrev amerikanske medier, at USA har sat gang i en humanitær mission i Irak, hvor nødhjælp skal kastes ned til folk på flugt. Det forlyder også, at USA allerede har bombet jihadister fra gruppen Islamisk Stat i det nordlige Irak. Intet er dog bekræftet fra officielt hold.

I en udtalelse opfordrer Sikkerhedsrådet det internationale samfund til "at støtte regeringen og folket i Irak og gøre alt, der er muligt, for at afhjælpe befolkningens lidelser".

Den irakiske FN-ambassadør, Ali al-Hamin, fortæller, at mødet primært fokuserede på behovet for øjeblikkelig støtte til civile på flugt fra volden, og han afviste, at jihadister er blevet angrebet af internationale styrker.

- Der bliver ikke angrebet endnu. Der mangler først og fremmest øjeblikkelig humanitær hjælp i Irak. Det er der øjeblikkeligt blevet anmodet om, og det ser ud til, at hjælpen kommer nu, fortæller Ali al-Hamin.

Sikkerhedsrådet fordømmer Islamisk Stats angreb og udtrykker i erklæringen "dyb forargelse" over de hundredtusinder irakere - mange fra forskellige minoriteter - der er blevet sendt på flugt.

Samtidig opfordrer medlemmerne Irak til at fortsætte og intensivere sine bestræbelser efter at bekæmpe "terrortruslen" i landet.

Ifølge embedsmænd er Frankrigs præsident, François Hollande, klar til at støtte styrker, der bekæmper Islamisk Stat, der tidligere var kendt under betegnelsen Isil. Det har han sagt i en telefonsamtale med lederen af den kurdiske lokalregering i Irak, Massud Barzani.

/ritzau/AFP