Sikkerhedsråd i FN kræver Syriens kemiske våben destrueret

USA: FNs Sikkerhedsråd vedtog fredag enstemmigt en resolution, der kræver Syriens kemiske våbenlagre destrueret og fordømmer det dødelige giftgasangreb i Damaskus, skriver AFP.

Det er første gang i løbet af den mere end to år lange borgerkrig, der ifølge FN har kostet over 100.000 livet, at Sikkerhedsrådet er nået til enighed om en resolution.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon, der flere gange har kritiseret Sikkerhedsrådet handlingslammelse, kalder resolutionen »den første håbefulde nyhed om Syrien i lang tid«.

Generalsekretæren håber samtidig at kunne samle opbakning til en fredskonference i november.

Resolution 2118, som er et resultat af langstrakte forhandlinger mellem Rusland og USA, forpligter Syrien til at afskaffe landets kemiske våben.

Der er ingen umiddelbare sanktioner som følge af giftgasangrebet, men resolutionen giver mulighed for en ny afstemning om både økonomiske og militære sanktioner, hvis den ikke overholdes.

Uenighederne blandt stormagterne viste sig i de efterfølgende kommentarer efter vedtagelsen af resolutionen.

»Hvis regimet ikke lever op til kravene, vil der være konsekvenser,« advarede den amerikanske udenrigsminister John Kerry.

Kerry roste dog beslutningen.

»Sikkerhedsrådet har vist, at når vi lægger politik til side for det fælles bedste, så kan vi udrette store ting,« sagde han.

Den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, understregede, at der ikke er automatiske straffeforanstaltninger, og at resolutionen gælder på lige vilkår for oppositionen.

Han sagde, at Sikkerhedsrådet vil »reagere passende i forhold til overtrædelser, som bliver bevist med 100 procents sikkerhed«.

Rusland, der er Syriens nærmeste allierede, har hidtil afvist forslag om sanktioner eller militær magt mod Assad.

Resolutionen fordømmer på det kraftigste brugen af kemiske våben i Syrien i særdeleshed under angrebet 21. august i henhold til international lov.

USA siger, at angrebet på Ghouta, der er en forstad til Damaskus, kostede mere end 1400 livet og beskylder præsident Assad for at bruge giftgas. Amerikanerne har tidligere truet med militære straffeaktioner på grund af angrebet.

Skulle Syrien ikke overholde resolutionen, er medlemmerne af Sikkerhedsrådet blevet enige om at »indføre foranstaltninger i henhold til kapitel syv i FNs charter«, som tillader brug af sanktioner og militær magt.

Det ventes dog, at Rusland vil gøre alt for at modarbejde sanktioner og angreb mod Assad. Ifølge resolutionen vil det derfor også kræve en ny afstemning, hvis FN skal skride til handling som følge af en overtrædelse af resolutionen.

Organisation for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) under FN vedtog tidligere fredag en køreplan for destruktionen af Syriens kemiske våbenlager.

Ifølge planen skal organisationens inspektører begynde deres arbejde i Syrien senest 1. oktober og have udryddet alle kemiske våbenlagre senest i midten af 2014.

Præsident Bashar al-Assad menes at råde over omkring 1000 ton kemiske våben herunder 300 ton sennepsgas.

BNB/AFP

Dagens Gossip