Sikkerhedsrådet er klar med hovedlinjerne i resolution om Syrien

FN-resolutionen har til mål at få Syriens regering til at overlade sine kemiske våben til det internationale samfund. Og aftalen om resolutionens hovedlinjer blev indgået, efter at udenrigsministrene fra de fem medlemslande mødtes med FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, tidligere på dagen, oplyste diplomaterne.

De fem faste medlemslande, USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, håber ifølge diplomaterne på snarest at fremlægge et udkast til resolutionen for FNs Sikkerhedsråds i alt 15 medlemslande.

De fem permanente medlemslande vil desuden mødes fredag for at diskutere forslaget om en fredskonference om Syrien i Genève.

Målet med resolutionen er at finde en diplomatisk løsning på den krise, der opstod, da forstæder til Syriens hovedstad blev angrebet med kemiske våben 21. augst. Præsident Bashar al-Assads styre formodes at stå bag angrebet, og USA har med opbakning fra Frankrig truet med at angribe mål i Syrien for at straffe den kemiske krigsførelse.

Kina og især Rusland har under hele den to et halvt år lange borgerkrig modsat sig forsøg fra de vestlige medlemslandes på at gennemføre resolutioner i FNs Sikkerhedsråd, der ville lægge en hård linje over for Assads styre.

BNB

Dagens Gossip