Sikkerhedsrådet holder hastemøde om skrøbeligt Sydsudan

Skrevet af admin

10/07/2016

Mest læste i dag

FN' Sikkerhedsråd er søndag indkaldt til krisemøde for at drøfte de nye kampe i Sydsudans hovedstad, Juba.

Volden brød for alvor ud i Juba søndag. Her siger styrker, der er loyale over for vicepræsident Riek Machar, at hans bolig er blevet angrebet af præsident Salva Kiirs soldater.

Det giver fornyet frygt for, at Sydsudan er ved at ryge ud i en ny borgerkrig.

En militær talsmand for Riek Machar sagde søndag til den britiske tv-station BBC, at Sydsudan er i krig igen.

Præsident Salva Kiir opfordrer parterne til omgående at lægge våbnene, efter at embedsmænd i hans regering har fastsat antallet af dræbte til 270 siden fredag.

210 af de dræbte er soldater, der kæmper på Machars side, mens 60 er loyale over for Kiir.

Vicepræsidentens militære talsmand, oberst William Gatjiath, sagde tidligere på dagen, at præsident Salva Kiir "ikke er seriøs" omkring en fredsaftale.

Øjenvidner oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at en stor del af kampene har fundet sted omkring vicepræsidentens bolig.

- Vores styrker har beslaglagt tre kampvogne fra præsident Kiirs styrker, som angreb Jebel, siger en anden talsmand for vicepræsidenten med henvisning til det sted, hvor kampene har fundet sted.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at Sydsudans ledere omgående må beordre deres styrker til at stoppe kampene og trække sig tilbage til deres baser.

- Jeg er dybt frustreret over, at kampene er genoptaget trods løfter fra Sydsudans ledere, siger Ban i en meddelelse.

- Denne meningsløse vold er uacceptabel og risikerer at vende de fremskridt, der hidtil er sket i fredsprocessen.

Det er USA, der har bedt Sikkerhedsrådets medlemmer om at samles for at drøfte udviklingen i Sydsudan.

Landet kunne lørdag markere femårsdagen for sin uafhængighed, hvilket gør det til verdens yngste nation.

Det blev dog ikke fejret, som det er sket de andre år. I stedet holdt indbyggerne i Juba sig for størstedelens vedkommende inden døre.

/ritzau/Reuters