Sikkerhedsrådet: Stop angreb mod hospitaler i krigszoner

Skrevet af admin

03/05/2016

Mest læste i dag

Alle stridende parter skal beskytte hospitaler og sundhedsklinikker i lande, hvor der er krig og konflikt.

Det kræver FN's Sikkerhedsråd med en ny resolution, som alle 15 medlemslande i rådet tirsdag stemte for.

Resolutionsteksten fordømmer målrettede angreb mod syge og sårede samt hospitaler og sundhedspersonale. Sikkerhedsrådet understreger, at sådanne angreb er krigsforbrydelser.

- Der vil ikke være straffrihed for bagmændene bag angreb mod lægelige faciliteter og sundhedspersonale, siger den franske FN-ambassadør, François Delattre.

Resolutionen er ikke banebrydende, men den britiske FN-ambassadør, Matthew Rycroft, siger, at den er en vigtig påmindelse om, at hospitaler, ambulancer og sundhedsmandskab aldrig må blive bombemål i en krig.

Afstemningen finder sted i kølvandet på en stærkt bekymrende stigning i antallet af angreb mod hospitaler og deres ansatte i krigszoner verden over.

Samme dag, som Sikkerhedsrådet stemte om resolutionen, meldes mindst 19 mennesker dræbt og 80 såret ved et oprørsangreb, der også ramte et hospital i den syriske storby Aleppo tirsdag.

Det meddeler statsligt syrisk tv og overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Torsdag i sidste uge blev et hospital i et oprørskontrolleret område af den syriske storby ødelagt ved et direkte bombardement. Syriens Observatorium for Menneskerettigheder sagde, at mindst 27 personer omkom.

Men angreb mod hospitaler er ikke kun noget, der finder sted i Syrien, minder FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, om.

Sådanne angreb har fundet sted i blandt andet Yemen, Irak, Sydsudan og Afghanistan, hvor et amerikansk luftangreb lagde et hospital i ruiner i oktober.

- Når såkaldte kirurgiske angreb ender med at ramme kirurgiske afdelinger, er der noget helt galt, siger Ban Ki-moon ifølge nyhedsbureauet dpa efter afstemningen i Sikkerhedsrådet.

- Forklaringer klinger hult for de forældre, der begraver deres børn, og for de samfund, der er skubbet tættere på et kollaps, lyder det fra generalsekretæren.

/ritzau/AFP