Sikkerhedsstyrelsen advarer om farlige rifler

Skrevet af admin

08/07/2014

Mest læste i dag

Ejere af Remington-rifler model 700 og model Seven med XMP-aftrækkere skal øjeblikkeligt holde op med at bruge dem, da en fejl på aftrækkeren betyder, at de kan gå af i utide.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

På nogle af XMP-aftrækkerne kan der være brugt for meget bindemiddel i monteringsprocessen, og det er denne fejl, der betyder, at riflen pludselig kan gå af.

I Danmark er riflen solgt af Jaguar-Gruppen i våbenforretninger over hele landet, og de berørte rifler er fremstillet fra 1. maj 2006 til 9. april i år.

Det er kun rifler, hvor overfladen på aftrækkeren er glat, der tilbagekaldes. Hvis overfladen på aftrækkeren er riflet, kan man fortsat bruge våbnet.

Ejerne af de farlige rifler, skal returnere dem til den forretning, hvor de er købt, og Remington vil så gratis udskifte aftrækkeren.

/ritzau/